onsdag den 9. januar 2013

Facebook, - hvorfor nu det?



Jeg er meget ambivalent omkring Facebook. Jeg meldte mig på mest af nysgerrighed og man skulle jo være med, - ikke sakke bagud. Hvad var det nu for noget som alle snakkede om? Selv vores daværende statsminister pralede af at han nu havde så og så mange ”venner”. Venner er nu et helt forkert ord at bruge i den her forbindelse synes jeg. Det forfladiger ordet. En ven er ikke en man finder på Facebook.

Nå, men på kom jeg altså og er det stadigvæk. Hvad kunne det nye medie så bruges til og hvordan blev det brugt? Jo man kunne skrive til hinanden ligesom på e-mail. Man kunne sætte billeder på og dele det hele med ”vennerne”. Det var nu ikke bare smalltalk og billeder der blev delt. Nogle af ”vennerne” brugte også Facebook til personlige beskeder og til ikke altid særligt flatterende billeder, som så blev meget offentlige og det er jo ikke alle der skal vide alt om en og om hvad man foretager sig hvornår. Jeg er stadig på Facebook, men bruger det mest til at reklamere for mine blogs og så kigger jeg lidt hvad ”vennerne” laver. Jeg foretrækker så absolut at bruge e-mails eller sms når jeg skal kommunikere, - det ved man da hvor det havner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar