torsdag den 4. december 2014

Min søvnige kat

Bandit er næsten gået i vinterdvale. Han sover i hvert fald rigtig meget for tiden. Og han gør det de mest mærkelige steder. Da vi fik to paller træpiller blev toppen af dem hans yndlingssovested et par uger.
Så var det pludselig mit skrivebord der var sagen. Bordet ude på badeværelset har han også benyttet sig af, både dag og nat. Lige for tiden har han et ret dårligt sted synes jeg nok. Han ligger på måtten til terrassen. Dels er der ret mørkt der og en sort kat er svær at se i mørke så vi sparker tit til ham eller træder på ham. Døren går desuden indad så han får døren i hovedet når vi kommer udefra. Ikke særlig smart Bandit! Hvorfor bruger du ikke vandsengen som i gamle dage? Her kunne du jo ligge lunt og dejligt hele dagen uden at være i vejen.

fredag den 3. oktober 2014

Føj for katten hvor det klør

I de sidste par uger har Bandit opført sig mærkeligt. Nærmest som om han var blevet tosset i hovedet. Han spurtede rundt og ud og ind. Han kunne finde på at sætte sig midt på sofabordet selv om vi sad lige ved siden af. Og katte hører ikke hjemme på bordene. Han har også sprunget op på køkkenbordet mange gange, - selv når jeg stod der. Så fik han godt nok en vinge så han strøg ned igen hurtigere end han kom op. Han havde nogle sår i nakken og jeg troede han havde været oppe at slås. De var bare underlige, sad i striber på tværs af nakken og de blev ved at være der eller der kom endda flere. Bandit har aldrig haft lopper, dyrlægen siger at det er der nogle katte der af mærkelige årsager aldrig får, men nu begyndte han også at klø sig og sårene i nakken var fra hans egne kløer. Det var jo synd for ham. Jeg troede han måske havde fået skab, så jeg ringede til dyrlægen og fik en tid klokken 9. Havde lidt problemer for nu var Bandit selvfølgelig bare væk, - ude at føjte. Ringede til dyrlægen fem minutter i 9 fik en ny tid klokken 13. Fem minutter efter stod katten der. Ringede igen, - nu er katten her. Af sted straks og efter tyve minutter var vi hjemme igen. Han fik et skud penicillin, et mod kløe og et mod utøj. Hvilken slags utøj vides ikke. Håber bare det virker. Regningen håber vi så på at dyrlægen glemmer, - hans printer virkede ikke så han ville sende den.

tirsdag den 1. juli 2014

Hvilende blog

Jeg tror Catwoman er gået lidt død. Henviser til min anden blog http://helbak.blogspot.dk/

Håber at der er noget der som fænger. Her vil der også være lidt om min kat Bandit når der ellers er noget at skrive om.

m.v.h. Kirsten

fredag den 6. juni 2014

Bandit og fuglene og kollegaen som ikke kunne lide katte

Udenfor i haven vrimler det med fugle. Voksne fugle der henter mad til ungerne i rederne og fodrer de unger der har forladt reden. Alt dette går ikke Bandits snude forbi. Han er fuldstændig kulret når han sidder i vindueskarmen og kan se fuglene udenfor. Er også kommet ind med to fugleunger som jeg dog hurtigt fik smidt udenfor. De var døde, men fjerene gider jeg ikke have i hele huset. Når Bandit kommer med fugle kommer jeg til at tænke på Inge, min gamle kollega. Hun havde også kat og berettede gysende hvordan katten var kommet ind med en solsort. Og så sad den der med blodige tænder og grinede til hende, - og så råbte hun til sin mand Svend at han skulle komme og få både katten og fuglen ud. Hun syntes det var helt forfærdeligt, selv om det jo er naturens gang. Hun kunne bestemt ikke lide katte. Ved ikke hvorfor de havde den, - måske et levn fra da hendes piger boede hjemme.

søndag den 1. juni 2014

Den reddede livet

Igår kom Bandit med endnu en levende mus. Jagtede den lidt rundt, men musen løb fra den ind under sofaen. Her kunne Bandit ikke nå den. I morges lavede han ballade og vækkede mig klokken halv fem. Ud med ham fra soveværelset og lukke døren. Sov et par timer mere. Da jeg stod op var Katten helt kulret. Ville ikke spise sin mad. Rendte bare rundt om benene på mig. Grunden viste sig at være musen som nu sad bag en højtaler og puttede sig. Efter et stykke tid mistede Bandit interessen for den og jeg ville prøve at fange den og smide den udenfor. Det lykkedes ikke, - den stak af med Bandit i hælene. Blev jagtet rundt i køkkenet, men smuttede til sidst ud igennem et hul i panelet i hjørnet ved Bandits madskåle. Sådan kan det gå. Stor ståhej for ingenting, men jeg fik da støvsuget bag højtaleren hvor der var både støv og spindelvæv. Lur mig om ikke katten er på musejagt igen!

fredag den 30. maj 2014

Mus, mus og atter mus

I Bandits verden er der højsæson for musejagt. Klokken tre i nat blev vi vækket af musejagt på badeværelset. Bulder og brag og et lille pib og så knaselyde fra fortæringen. Svært at sove bagefter. Gad heller ikke stå op og smide ham ud. Lå lige så godt. Op på formiddagen gik det løs igen. Troede der var ubudne gæster, men det var bare Bandit på musejagt i køkkenet. Den hoppede og sprang og bragede ind i køkkenlågerne. Fik smidt kat og mus udenfor, dog uden held kunne jeg se på gulvet lidt senere. Man har jo egen indgang. Sidste mus (indtil videre) blev fortæret udenfor, nok fordi jeg befandt mig ude på terrassen. Håber han holder sig til musene for vi havde stæreunger og forældre på græsplænen til morgen. Smukt syn at se stærene finde mad og fodre unger.

fredag den 9. maj 2014

Vild morgen for Bandit, - katteslagsmål

Igår morges blev jeg vækket til lyden af katteslagsmål. Der blev dog ret hurtigt stille igen og jeg tog en halv time mere i min lune seng. Da jeg stod på badeværelset gik det løs igen. Voldsomt, - lød som det var inde i huset. Greb min housecoat og fór ud i køkkenet. Her var alt et virvar af hvirvlende katte og hvæs, hyl og knurren. Ret uhyggeligt faktisk. Man kunne dårligt skelne den ene kat fra den anden sådan som de fór rundt. Måtter og træsko fløj omkring og det samme gjorde kattehår i store totter. Jeg tror det var en mørkegrå kat med noget hvidt og måske langhåret. Alt foregik i et utroligt tempo. Pludselig fór de begge ud af kattelemmen med hårene flyvende omkring dem. Så lød der et brag af både badeværelses- og soveværelsesdørene. Mig bagefter. Per var ikke stået og så forbavset til. Hvad sker der her? Alt var nu igen roligt, men hvor var Bandit og måske den anden. Jeg kiggede efter Bandit og kaldte, men der var ingen reaktion. Han gemte sig vist under sengen for pludselig råbte Per at nu sad han ved siden af sengen og pudsede sig. Heldigvis slap han så vidt vi kan se uden skader. Det er første gang i de mange år vi har haft kattelem at en fremmed kat er kommet ind. Bandit har overrasket den inde i køkkenet. Her havde den spist hver en krumme af Bandits mad. Skålene var simpelthen slikkede. Der plejer ellers altid at være tørfoder i den ene. Vi har ikke set noget til den fremmede kat siden. Jeg tror den blev sat godt og grundigt på porten af Bandit.
Sådan! Færdigt arbejde!

fredag den 2. maj 2014

Er der noget jeg kan hjælpe med?

Bandit er en meget nysgerrig kat. Han er alle vegne. Alt skal undersøges, - både nyt og gammelt. Forleden syntes jeg at tiden var kommet til at rydde op i skabet med bageforme, bradepander, brødkurve og andet køkkengrej. Her røg et par gamle foliebakker og en gammel bradepande ud. Den nederste del af dette skab bliver brugt til poser, papir, æsker og vinkartoner. Nu var tiden kommet til at se om der ikke var noget der var tjenlig til udsmidning. Ryddes op skulle der i hvert fald. Ud med det hele. Poser og papkasser blev hevet ud på gulvet og en betragtelig del blev smidt ud. Jeg tror det havde formeret sig! Bandit undersøgte skabet for mus og edderkopper og syntes det var vældig spændende alt sammen. Havemøblerne er også kommet ud af drivhuset. Også de fine stole jeg fik til min fødselsdag. Dem skulle Bandit også prøve. De er ok sagde han og tog sig en lur.

tirsdag den 22. april 2014

Kattens til stillinger

Bandit er en rigtig magelig hyggekat. Sover det meste af dagen og går på eventyr om natten. Forventer at det første der skal ske om morgenen er at han får serveret sin morgenmad. Han kender også klokken. Kræver at få serveret aftensmad klokken 18. Har dog lidt problemer med sommertiden. En stadig kilde til undren er de mange forskellige stillinger han kan indtage, - lige fra totalt afslappet og til næsten at slå krølle på sig selv når pelsen skal plejes.

lørdag den 5. april 2014

Familieforøgelse på Bogø

Igår var vi på Bogø til dobbelt fødselsdag hos Pers tvillingedøtre. Det var som altid rigtig hyggeligt. Vejret var dog ikke det bedste. Faktisk hundekoldt. Der var en kraftig blæst fra nordøst. Per og hans barnebarn Karl trodsede dog vejret og tog på havnen for at prøve fiskelykken. Søgte dog skjul på Fredagscafeen som denne fredag var på Bogø havn. Karl fangede en fransk hotdog på cafeen, men fisk så de ikke noget til. Hos Rikke og Tom var der kommet fire nye beboere. Deres Jack Russel terrier Billie var nedkommet med fire velskabte hvalpe. Alle af hankøn. Små tykke pølser som mor Billie stolt viste frem. Og Sofie, deres svenske gårdhund, var blevet så fin. Hun havde slanket sig så hun nu lignede en helt normal hund og ikke den tromletykke tøndemodel vi plejer at møde. Detr var en rigtig hyggelig dag med god mad og hygge om aftenen hos Tine inden det gik hjemad i Berlingoen til bondehuset i Lejre.

torsdag den 3. april 2014

Klasselotteri og Landbrugslotteri - det rene tilsætning

Så kom dagen hvor vi skulle finde ud af om vi var blevet millionær. Det blev vi ikke kan jeg bare sige. Ikke engang milliotemmelignær. Vi har tilsammen 3 lodder i Klasselotteriet og 2 lodder i Landbrugslotteriet. De skulle tjekkes for gevinster og fornyes for det næste halve år. Lodderne koster 260 kr. pr. stk. for et  halvt år så det var jo en større udskrivning at forny dem. Helt nøjagtig 1300 gode danske kroner. Og vandt vi så noget? Ja det gjorde vi da. Per vandt hele 100 kr. på Landbrugslotteriet. Ikke overvældende vil jeg sige, - og meget langt fra millionen. Da vi kom hjem fandt vi på nettet en side hvor vi kunne tjekke hvad vi havde vundet gennem alle de år vi havde haft lodder i Landbrugslotteriet. Per havde haft sit lod i 9 år og havde et overskud på 600 kroner, - på 9 år. Bestemt ikke imponerende, - men dog overskud. Jeg havde haft mit lod i 10 år. Hvordan stod det så til her? Her var der også imponerende tal, dog ikke i mit favør. Loddet havde på de 10 år kostet mig den nette sum af 3620 kr. Klasselotteriet havde ikke en lignende side og det kan man jo godt forstå. Siger at den kommer om nogle måneder. Hvis ikke vi vinder noget der batter på dem vi lige har købt så er det slut med at spille på Klasselotteriet og Landbrugslotteriet!!

mandag den 24. marts 2014

Øv, - hvor irriterende, - PC-problemer og restskat!



I går aftes blev det de sendte i fjernsynet lidt for kedeligt sådan lige før sengetid. Per sad og kiggede lidt på det og jeg syntes det var for tidligt at gå i seng. Så ville jeg fordrive tiden med et spil poker. Havde fundet et spil og var i gang, men for at være lidt selskabelig ville jeg tage min bærbare PC med ind i stuen. Da jeg ville bære den ind slukkede den. Skyndte mig at tænde igen, men nu virkede internettet ikke. Surt show! Slukkede for det hele og gik i seng. Til morgen prøvede jeg så at trykke på alle de knapper jeg måske var kommet til at trykke på i aftes. Intet hjalp. Lånte Pers ledning til internettet. Det virkede ok. Kontaktede Skat for hjælp til selvangivelsen. Der var en fejl i deres blanket så derfor kunne jeg ikke selv få det til at virke på nettet. Med hjælp fra venlig dame blev resultatet en restskat på 5240 kr. Mere surt! Tændte så min tablet og fandt løsningen på det trådløse problem på et forum der. Jeg skulle trykke på hele 2 knapper for at få den trådløse forbindelse igen. Det var jo billigt sluppet. Troede nemlig at det var netværkskortet der var stået af.

tirsdag den 18. marts 2014

Store kattedyr

I lørdags var vi Zoologisk Have. Regnede ud at det må være mindst 15 år siden vi var der sidst. Når man bor i Lejre og ikke har sin daglige gang i København så kommer man der bare ikke. Dels fordi børn og børnebørn er blevet store og har andre interesser. Dels fordi det er ret dyrt at komme ind.  Så er det jo dejligt at blive inviteret til 40 års fødselsdag med brunch i Zoo. Fint arrangement med dejlig mad og gensyn med familien. Bagefter var der så fri adgang til Zoologisk Have. Der var godt nok stormvejr men heldigvis ingen regn og vi havde klædt os på efter det. Der var sket meget i Zoo siden sidst. Nye anlæg til blandt andet løver, tigre, elefanter og isbjørnene. Fik ikke set giraffen, men en masse andre dyr. Kattedyrene så ud til at trives. Her er et par billeder af dem. Kunne godt tænke mig at bruge en hel dag derinde og bare daske rundt og kigge på det hele. Komme rundt i krogene og over i anlægget på den anden side af vejen. Vi får se, - måske i mit næste liv.

fredag den 14. marts 2014

Piletræer,- til gavn, glæde og forundring.

 
Pilen var et af de første træer der indvandrede til Danmark efter sidste istid for 10000-15000 år siden. Den vokser villigt. Bare stik en pilekvist i jorden så vil den med stor sandsynlighed begynde at gro. Pilekvistene er i hundredvis af år blevet brugt til at flette kurve og til at lave hegn. Hegnene laves bl. a. som levende flethegn hvor lange kviste stikkes i jorden på skrå i to retninger og flettes og bindes sammen. Meget dekorativt. Smukt er det også om foråret når der kommer gæslinger på. Det er pilens hanblomster og de ser fantastiske ud i en vase sammen med f.eks påskeliljer. En anden, næsten glemt anvendelse er at lave pilefløjter. Det kunne alle da jeg var barn. Gamle piletræer har fantastiske former. De får mig altid til at tænke på H.C. Andersens eventyr Fyrtøjet. Selv om piletræer ikke bliver mere end ca. 50 år gamle så ser de meget gamle ud. Se bare her.

onsdag den 5. marts 2014

Mus på kost på fuglebrættet

Selv om vi kun har haft grøn vinter i år så bliver fuglene fodret alligevel. Ikke at der har været så meget gang i det derude. Nærmere fordi jeg har købt rigeligt med mejsebolde og solsikkekerner i forventning om et stort rykind i en kold vinter. Har også som jeg plejer lavet fuglefoder ud af fedtet fra klejnerne. Det blev blandet op med en vildtfugleblanding og bliver nu serveret i passende stykker på foderbrættet. Vi har set den før og her til morgen var den der igen. En sulten mus som kravlede op af grenene i buskadset og op på foderbrættet. Der sad den så og guffede til der kom en solsort. Så tog den flugte. Men bare vent lille mus! Du er bare på opfedning, - snart kommer Bandit og æder dig.

fredag den 28. februar 2014

Hvad har du gang i Bandit?

Bedst som man sidder og drikker kaffe kommer der tit en knasende lyd henne fra køkkengulvet. Så er Bandit i gang med at fortære en mus. Eller man står og vasker op og pludselig går den vilde jagt omkring benene på en. Kattens leg med musen. Vores kat Bandit er en rigtig dygtig jæger. Desværre så skal alle fangsterne helst slæbes ind i huset. De skal vises frem og beundres. For os, - dens flok. Han har engang gået så vidt som at komme og slippe en levende mus løs i sengen hvor vi lå og sov. De blev dog hurtigt smidt udenfor begge to. Her forleden knasede det igen. Ikke på det bare køkkengulv. Nej det var noget rigtigt griseri der foregik på gulvtæppet under bordet i køkkenet. Tæppet er da heldigvis ikke sart og der lå kun et par græsstrå tilbage efter massakren på musen.

mandag den 24. februar 2014

Foråret er over os, - håber det varer ved

Lærker i luften, springende rådyr på marken og sol i håret. Jo det er helt umiskendeligt forår selv om vi kun er i februar. Fik startet på havearbejdet igår. Vintergækkerne og erantisserne blev gravet frem under visne blade, kviste og resterne af bregnerne. Hele to sække affald blev det til. Det var også på høje tid, men vejret har jo ikke været til havearbejde. Regn og blæst i ugevis. Oveni har vi også haft en sygdomsperiode på 2-3 uger. Men nu stiger både safterne og energien igen, - heldigvis. Det er med at nyde det så længe det varer. Man ved jo aldrig om vinteren vender tilbage. Ifølge min bog Gamle danske Vejrvarsler så giver en mild februar kulde i påsken. Påsken falder først midt i april i år, så det må vi da ikke håbe. Tror jeg skal have en æggemad til frokost. Der er nemlig fine friske purløg.

tirsdag den 18. februar 2014

Forår i luften, - håber jeg


Udenfor er der temmelig gråt og blæsende. Alligevel er der umiskendelige tegn på forår. Hørte for eksempel lærken i dag. Musvitterne og blåmejserne er også blevet ret livlige. Fister omkring i buskadset ved foderbrættet. Erantis blomster overalt hvor jeg har strøet frø sidste år. Påskeliljer skyder op langs huset. Dem ovre langs hækken har mosegrise eller muldvarpe vist spist. Det er også ved at være tid til at fjerne alt det visne fra stauderne og se om der ikke skulle gemme sig nogle vintergækker under neden. Vejret har ikke været det bedste. Alt for meget regn. Alt for vådt til ikke at gøre mere skade end gavn ude i haven. Men nu er det tid. Og nu er jeg også ved at får has på den omgang forkølelse og kraftig, vedvarende hoste jeg har været plaget af i de sidste par uger. Energien er ved at indfinde sig, så et par tørre solskinsdage ville ikke være af vejen.

tirsdag den 11. februar 2014

Gad vide om det virker

Har en fejl på min side med fejlkode bx-rjv2lc. Jeg ved ikke hvad den evt. blokerer for. Nu vil jeg prøve om jeg kan oprette et nyt indlæg.

Det kan jeg tilsyneladende godt, - med billed og det hele. Så langt så godt.

torsdag den 6. februar 2014

Ramt af en bacille eller virus

Vi startede med at være sløje igår. Mest Per. Havde hovedpine og småfrøs. I løbet af aftenen fik jeg det også dårligt. Ingen energi nogen af os. Ligner udskidt æblegrød. Per måtte hanke op i sig selv for han skulle banke op omkring den rørskade vi har på varmeanlægget så den er klar til reparation. Meldte afbud til bowling. Et par piller og tidligt i seng. Vi har det ikke meget bedre i dag, det tegner til at blive en rigtig øv-dag. VVS-manden kommer her til formiddag og laver skaden og så må Per igen finde lidt skjult energi for der skal jo tappes vand af anlægget og fyldes igen. Alle radiatorer skal også udluftes bagefter. Håber på at vi har så godt et immunforsvar så vi ikke bliver rigtig syge. Selv har jeg hjulpet mit med hvidløg og ingefær, - min universalkur. Varm te og varm solbærsaft er der også gang i. Heldigvis er vi ikke typer der fanger den slags i tide og utide for det er da ubehageligt..
Måske er det sådan en redningskrans her vi mangler?

søndag den 2. februar 2014

Kyndelmisse slår sin knude


I dag er det den 2. Februar, Kyndelmisse. Dagen er en af de helt store vejrvarselsdage ifølge gamle skrifter. I dag har der været mildt med solskin og det skulle give sne og kulde til Påske. Vi får se. Her er et lille vers fra Højskolesangbogen som passer perfekt til i dag.

Det er hvidt derude
Kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.

Sådan så det i hvert fald ud forleden og katten skutter sig derfor i vinduet over radiatoren.
Udenfor er de første tegn på forår, erantisserne, dukket op, - uden at lade sig gå på af kulden.

tirsdag den 28. januar 2014

Frilandsgris på køkkenbordet

I dag hentede vi en halv gris i Tølløse. Ikke en af de mishandlede industrigrise vi så i udsendelsen "Det store Svinerige". Den her er en Frilandsgris som man kan være bekendt at sætte tænderne i. Og så kom der gang i knive, kødøkse og kødsav. Per har jo svendebrev som slagter og pølsemager. Det kan tydeligt ses på alt det han kan får ud af grisen. Hovedet blev renset og sat til kogning. Der skal nemlig laves rigtig hjemmelavet sylte. Resten blev skåret op til stege, koteletter, snitsler, småkød og stegeflæsk m.v. Der skal også laves rullepølse, leverpostej, flæskesvær og fedt. Der skal laves røgvarer, bayonneskinke, bacon og røget mørbrad. Og så skal der laves pølser. Nu skal røgeovnen for alvor stå sin prøve. For at kunne bearbejde og opbevare dyret på bedste vis har vi købt både en ekstra fryser og en Kenwood køkkenmaskine med kødhakker. Godt der er noget der hedder udsalg. Her ses slagteren i arbejde.

fredag den 24. januar 2014

Bandit på besøg hos dyrlægen


I dag var dagen hvor Bandit skulle have sin årlige vaccination mod diverse sygdomme som kan ramme ham. Transportkassen som han har kendt fra han var killing blev hentet frem og sat på køkkengulvet i går eftermiddags. Han gik straks ind i den og tilbragte et par timer i "hulen" med at sove. Her til morgen kørte vi så til dyrlægen. Ikke noget at være bange for, - har jo prøvet det en del gange. Op på bordet med kassen og ud kommer Bandit. Helt frivilligt. Imens dyrlægen gør sprøjten klar ser Bandit sig nysgerrigt omkring. Der er et vindue over bordet. Sker der mon noget spændende udenfor. Ja, - der er en hønsegård med store høns. Dem er han så optaget af at han næsten ikke opdager at dyrlægen giver ham en sprøjte i nakken. Bliver bare stående med forpoterne i vindueskarmen og glor på hønsene, - tydeligt at dem ville han gerne se lidt nærmere på, men vi skal hjem og jeg løfter kassen op og han går villigt ind og så kører vi hjem igen. Forhåbentlig varer det længe før vi skal besøge dyrlægen igen for dyrlæger er dyre.

søndag den 19. januar 2014

Min kreative datter


Her i formiddags kom min datter Ulla forbi. Kaffetørstig som sædvanlig. Hun ville lige vise os sine nyeste kreative frembringelser. Og hold da op hvor er hun dygtig. Det sidste hun har kastet sig over for kun 2-3 uger siden er nålefiltning. For en uge siden anede jeg ikke hvad nålefiltning var. Da var hun i gang med at lave små bamser eller bjørne som hun ville tage med ind i børnehuset Toftekær i Albertslund hvor hun er daglig leder. Så kunne børnene bruge dem til at lege "De 3 bjørne og Guldlok". Ulla har også lavet de flotteste strømpedukker, - store nissepar. Mange, som hun solgte. Og hun har lavet flotte og dekorative oliemalerier og billeder hvor der er brugt elektronikske dimser og cd-er. Skulpturer i ler og tasker lavet af cykelslanger er det også blevet til. Hun låner bøger på biblioteket og kaster sig hovedkulds ud i alt hvad hun synes ser spændende ud. Hvad bliver mon det næste?

onsdag den 15. januar 2014

Indendørs hygge


Per er i gang i køkkenet. Laver aftensmad. Stegt kalvelever med bløde løg. Dufter himmelsk. Udenfor rusker det godt og der er blevet koldere. Kun 2-3 grader og så den stride blæst. Jeg sidder her ved køkkenbordet og leger lidt med min computer. Tit tager vi også en lille lur. Per på sofaen og mig i stolen. Missedyret deltager også hvis han er inde og det er han tit når der er koldt og vådt udenfor. Hvor er der nu bedst at sove? Ovenpå far? Eller ovenpå mor? Det må jo komme an på en prøve. Jeg spadserer bare hen over sofabordet, det ser de jo ikke når de sover.