lørdag den 28. februar 2015

Kattehygge i Roskilde

Der er en del katte i vors familie. Her i huset er Bandit den eneste kat. Hos Katja og Mads i Roskilde bor der to katte. Den ene er en almindelig huskat og den anden er en Maine Coon. Kattene hedder Herman og Preben. Fine drengenavne, - men de er altså begge to hunkatte. Det er nu heller ikke altid så let at se når de er små. Gav selv engang en hankat p-piller. Kattene var oprindeligt indekatte i en lejlighed på Amager, men klarede overgangen til det frie katteliv uden problemer. Her er den ene kat fanget i en lille hyggestund indendøre.

mandag den 16. februar 2015

Se så lige her hvad katten har slæbt ind

Bandit kan stadig sit kram. Selv om der ikke er højsæson for mus kan han alligevel levere hele 2 mus på en dag. Den ene var en lille spidsmus. Jeg ved ikke om de er giftige eller bare ikke smager godt. Bandit fanger dem jævnligt, men spiser dem aldrig. De skal dog altid slæbes ind i huset. Den anden mus var en almindelig stor husmus som blev behørigt jagtet rundt i køkkenet for til sidst at blive spist. En jævnlig ormekur er derfor påkrævet når han selv skaffer supplement til kosten. Han får ellers rigeligt, - både blødmad og tørfoder ad libitum. Men det er jo altid godt med dessert.