tirsdag den 28. januar 2014

Frilandsgris på køkkenbordet

I dag hentede vi en halv gris i Tølløse. Ikke en af de mishandlede industrigrise vi så i udsendelsen "Det store Svinerige". Den her er en Frilandsgris som man kan være bekendt at sætte tænderne i. Og så kom der gang i knive, kødøkse og kødsav. Per har jo svendebrev som slagter og pølsemager. Det kan tydeligt ses på alt det han kan får ud af grisen. Hovedet blev renset og sat til kogning. Der skal nemlig laves rigtig hjemmelavet sylte. Resten blev skåret op til stege, koteletter, snitsler, småkød og stegeflæsk m.v. Der skal også laves rullepølse, leverpostej, flæskesvær og fedt. Der skal laves røgvarer, bayonneskinke, bacon og røget mørbrad. Og så skal der laves pølser. Nu skal røgeovnen for alvor stå sin prøve. For at kunne bearbejde og opbevare dyret på bedste vis har vi købt både en ekstra fryser og en Kenwood køkkenmaskine med kødhakker. Godt der er noget der hedder udsalg. Her ses slagteren i arbejde.

fredag den 24. januar 2014

Bandit på besøg hos dyrlægen


I dag var dagen hvor Bandit skulle have sin årlige vaccination mod diverse sygdomme som kan ramme ham. Transportkassen som han har kendt fra han var killing blev hentet frem og sat på køkkengulvet i går eftermiddags. Han gik straks ind i den og tilbragte et par timer i "hulen" med at sove. Her til morgen kørte vi så til dyrlægen. Ikke noget at være bange for, - har jo prøvet det en del gange. Op på bordet med kassen og ud kommer Bandit. Helt frivilligt. Imens dyrlægen gør sprøjten klar ser Bandit sig nysgerrigt omkring. Der er et vindue over bordet. Sker der mon noget spændende udenfor. Ja, - der er en hønsegård med store høns. Dem er han så optaget af at han næsten ikke opdager at dyrlægen giver ham en sprøjte i nakken. Bliver bare stående med forpoterne i vindueskarmen og glor på hønsene, - tydeligt at dem ville han gerne se lidt nærmere på, men vi skal hjem og jeg løfter kassen op og han går villigt ind og så kører vi hjem igen. Forhåbentlig varer det længe før vi skal besøge dyrlægen igen for dyrlæger er dyre.

søndag den 19. januar 2014

Min kreative datter


Her i formiddags kom min datter Ulla forbi. Kaffetørstig som sædvanlig. Hun ville lige vise os sine nyeste kreative frembringelser. Og hold da op hvor er hun dygtig. Det sidste hun har kastet sig over for kun 2-3 uger siden er nålefiltning. For en uge siden anede jeg ikke hvad nålefiltning var. Da var hun i gang med at lave små bamser eller bjørne som hun ville tage med ind i børnehuset Toftekær i Albertslund hvor hun er daglig leder. Så kunne børnene bruge dem til at lege "De 3 bjørne og Guldlok". Ulla har også lavet de flotteste strømpedukker, - store nissepar. Mange, som hun solgte. Og hun har lavet flotte og dekorative oliemalerier og billeder hvor der er brugt elektronikske dimser og cd-er. Skulpturer i ler og tasker lavet af cykelslanger er det også blevet til. Hun låner bøger på biblioteket og kaster sig hovedkulds ud i alt hvad hun synes ser spændende ud. Hvad bliver mon det næste?

onsdag den 15. januar 2014

Indendørs hygge


Per er i gang i køkkenet. Laver aftensmad. Stegt kalvelever med bløde løg. Dufter himmelsk. Udenfor rusker det godt og der er blevet koldere. Kun 2-3 grader og så den stride blæst. Jeg sidder her ved køkkenbordet og leger lidt med min computer. Tit tager vi også en lille lur. Per på sofaen og mig i stolen. Missedyret deltager også hvis han er inde og det er han tit når der er koldt og vådt udenfor. Hvor er der nu bedst at sove? Ovenpå far? Eller ovenpå mor? Det må jo komme an på en prøve. Jeg spadserer bare hen over sofabordet, det ser de jo ikke når de sover.

onsdag den 8. januar 2014

Er mit fugletræ ikke fint?


Nu har juletræet sluttet sit indendørs besøg. Træet er dog ikke havnet i kompostbunken. Langtfra. Når man køber et smukt træ af Normannsgran som holder sig pænt grønt flere uger, så beholder vi det inde til efter Hellig Tre Konger, 6. Januar. Igår blev det så ribbet for pynt. Det eneste der fik lov at blive var de små Pigeonæbler. Nu står træet smukt ude på græsset og der er kommet flere æbler på. Til glæde for fuglene som nu kan spise æblerne. Fra køkkenvinduet kan vi så nyde synet af både fuglene og det smukke træ lidt endnu. Måske kommer der flere æbler eller mejsebolde på. Bandit vil jo nok savne sin hyggeplads ved træet.

lørdag den 4. januar 2014

Solskin og rent sengetøj

I dag blæser der en frisk vind fra sydvest. Solen skinner fra en næsten skyfri himmel. Derfor tænkte jeg i morges at det lige var en god dag at lægge rent sengetøj på. Så kunne det snavsede blive vasket og hængt ud med det samme. Nyvasket sengetøj der blafrer i vinden er et syn der altid gør mig glad. Selv om det ikke bliver helt tørt udenfor på denne årstid giver sengetøjet en dejlig duft når det eftertørrer indendørs. Denne duft sidder stadig i det jeg lige har lagt på selv om det har ligget i skabet et stykke tid. Det er noget vi nyder, - og det gør Bandit også.