Forleden dag blev der et vældigt postyr i køkkenet. Bandit kom ind gennem kattelemmen bærende på en levende harekilling. Per fik skyndsomt harekillingen fra katten og jeg tog et solidt greb i Bandit som sprællede og spjættede og ville ned. Den kom han ikke. Ud på badeværelset med ham bag lukket dør. Det var vist mere held end forstand at jeg ikke blev revet af ham under manøvren. Per havde i mellemtiden fået harekillingen ud på terrassen hvor den sad og krøb sammen i et hjørne. Vi kiggede den efter for at se om den var skadet og hvor meget. Den havde lidt med det ene forben ellers så den fin ud og skabte sig og sprællede helt vildt Så blev den sat over i kornmarken på den anden side af vejen hvor den sad og sundede sig lidt og begyndte at bevæge sig væk. Vores næste bekymring var at nu døde den jo nok af sult fordi den skulle die og ikke kunne finde sin mor. På computeren læste vi så heldigvis at harekillinger er ret selvhjulpne og kun dier en gang eller to i de første dage. Bandit blev lukket ud igen og fandt heldigvis ikke harekillingen igen. Håber den lille fyr overlede, men den blev da ikke spist af katten. Det er desværre ikke alle
harekillinger der gør det.
