onsdag den 22. maj 2013

Den standhaftige havemand

Idag var der ikke brug for vandkande i haven. Tværtimod. Det har regnet hele dagen. Somme tider
meget, somme tider kun lidt. Men regnet har der. Og gør det stadig. Alligevel har Per været på havearbejde det meste af dagen. Havde en aftale. Og det holder nok op om lidt,- tror du ikke. Det gjorde det så ikke, men nu havde han jo sat dagen af lige til det og gjort redskaber og trailer klar. Så på med New Zealand-hatten. Oilskind. Vandskyende, med bred skygge så det ikke regner ned af nakken. Nu er han hjemme. Har lige spulet sine pladrede bukser og hængt dem op under halvtaget. Skal afsted i morgen i tørre bukser, for han blev ikke helt færdig idag.

fredag den 17. maj 2013

Hønen og ægget, - have eller høns?


Der var engang. Jeg tænkte lidt ligesom "Konen med æggene". Vi byggede hønsehus og hønsegård. Anskaffede 4 høns og en hane. Jeg kunne jo sælge de overskydende æg, mente jeg. Nu skulle de jo altså lige lægge nogen først og det gik ikke så godt. Fodrede hønsene for meget sagde de kloge. De fik lov at bruge hele haven - og naboens med af og til. Stadig ikke flere æg end vi selv kunne spise. Køkkenhave og blomster var det slut med. Jeg synes det er så hyggeligt med fritgående høns, men valgte alligevel at nedlægge hønseholdet. Nyder idag synet hos andre men køber ikke buræg. Føj. Heller ikke papkyllinger. Hvis man får lyst at holde høns i sin have kan bogen "Høns i Haven" anbefales. Den er god at få inspiration af.

søndag den 12. maj 2013

Her er vores skøre kat!

Bandit er en meget aktiv kat. I de vågne timer altså. Han er altid lige omkring os og deltager i alt
hvad vi laver. En åben dør eller et skab er altid en invitation til at undersøge hvad der er derinde. Det samme med bilerne. Og så kender han klokken. I hverfald omkring klokken 18. Da er der spisetid og så vimser han rundt om benene på os så vi er i fare for at falde over ham. Han får også et los en gang imellem når han bliver for strid. Idag var det så den nyudsprungne troldhassel der skulle undersøges. Der kunne jo være noget interessant. Den
var dog lidt besværlig at manøvrere rundt i.

torsdag den 2. maj 2013

Katten har orm, - det er katteme dyrt!


Vores kat Bandit er altædende. Han fanger mus i større mængder. Fugle af og til. Harekillinger er det
såmænd også blevet til. Han sætter det hele til livs med største fornøjelse. Desværre giver den slags kost også orm. Så er der jo ikke andet at gøre end at ringe til dyrlægen og få en ormekur. Heldigvis er det kun nødvendigt to-tre gange om året. Så får man to piller til 170 kr, - altså 85 kr pr. stk! For en gangs skyld læste jeg indlægssedlen og fandt ud af at han måske kunne nøjes med en halv pille for Bandit er ikke en kæmpekat. Frem med vægten, - jo den var god nok, han vejede lidt under 4 kilo og så var en halv pille nok og så er kuren nede på 42,50 kr. pr. gang.